(teksten er lånt fra Standby Metodistkirkes kirkeblad)

Sommerferie på Framnäs

Framnäs er ægte svensk landidyl. Det er et kursuscenter og feriested, ejet af Metodistkirken i Sverige og åbent for alle. Beliggende på et næs ved søen Ören, omkring 30 km nord for Jönköping, godt gemt af vejen fra al stress og larm og omgivet af svensk natur. Bygningerne består af hovedbygning og spisebygning, samt flere hytter, hvor man kan booke sig ind og bo i “dansker-ugerne” uge 28-30. Der er stadig enkelte pladser i uge 28 og 30, ellers kan Framnäs anbefales til næste år.

En Framnäs uge består af den mængde aktivitet eller afslapning, som man selv ønsker. Spisetiderne følger gammel svensk tradition med to hovedmåltider om dagen, men har man lyst til at tage på udflugt med madkurv, så giver man blot besked i køkkenet. Der er kanoer til fri afbenyttelse og der er rig mulighed for at bade i søen eller dyrke sport indendørs eller udendørs. Der arrangeres duathlon, vandrutschebane og lejrbål i løbet af ugen. Dagen begynder med familieandagt, der er med til at skabe værdifulde rammer omkring ferien. Med masser af fællesskab – og med den fantastiske natur lige udenfor døren – er der masser at takke for hver eneste morgen. Læs mere på facebook, hvor Framnäs har sin egen gruppe med fotos fra de sidste år og flere praktiske oplysninger.

 

Sommerens lejre

Børne- og Betweenlejr i uge 26 (27. juni-1. juli)

Tag med på børne- og betweenlejr! Børn under 8 år skal komme i følge med en voksen. Det kunne oplagt være bedstemor og bedstefar eller din børnekirke/klubleder. På lejren er der et dagsprogram med morgen- og aftensamlinger, og i løbet af dagen sport og aktiviteter, kiosk og plads til at lege og gå på opdagelse og hygge med nye venner. En del program er fælles for børn og betweens, men det meste er hver for sig! Temaet for lejren bliver ”Bibelens stjerner” – Det kommer til at handle om særligt én hovedperson, Jesus! Vi skal lege skuespillere og måske selv optage en film… Og vi skal alle gå på den røde løber til premieren! Det foregår i Holstebro, på Lægården, som er Metodistkirkens Idrætsefterskole. Skolen rummer et væld af faciliteter ude så vel som inde.

SpejderNørd Landslejr i uge 28 (9.-15. juli)

Gør dig klar til en nørdet sommer med Metodistkirkens Spejdere. I uge 28 inviterer Spejderrådet både Flok og Trop til Spejder- Nørd på Farmen ved Rødkærsbro. Kan du lide at tage mærker, kan du lide at udfordre dig selv, kan du lide at udforske naturen og kan du lide at være nørdet med nye og gamle venner? Planlægningen af sommerlejren 2016 er i gang, og vi glæder os til at udfordre jeres indre nørd. Sæt dagene d. 9.-15. juli 2016 af til at være ekstra nørdet med resten af MS i Danmark. Der er plads til både den LilleNørd og den StoreNørd. Vi glæder os.

Sommerhøjskole i uge 31 (6.-13. august)

Kom og oplev en uge med indhold på Solborgen i det smukke Odsherred ved Sejrøbugten sammen med mange glade seniorer. Mange er gråhårede, men stadig med masser af lyst til livet. Det bliver en uge, hvor der bydes på interessante bibeltimer, spændende foredrag, mulighed for kreativ udfoldelse og sportslige aktiviteter tilpasset dit alderstrin.

Kommentarer

Kommentarer