Niels Petersen var gæst i Metodistkirken til den seneste gospelgudstjeneste med Emmaus.
Her fortæller han, hvordan han oplevede det:

Nærhed, glæde og taknemmelighed

“Det er søndag og jeg har besluttet mig for at tage til gudstjeneste. Denne gang i Metodistkirken i Odense.

Allerede da jeg kommer ind i kirken mærker jeg at det her er helt anderledes end andre gudstjenester jeg har været til.

Præsten står og byder mig velkommen i døren. Indenfor er der ikke gamle bænkerækker, store stenmure, gamle malerier, kæmpe lysekroner og lidt dæmpet belysning som jeg ellers er vant til. Her er der almindelige stole, gulvtæpper, udgang til et lille køkken og en hjemlig hyggelig stemning. Altret er udskiftet med et lærred til den projektor der hænger ned fra loftet og de mange gæster der skynder sig ind for at få de sidste ledige pladser virker som om de kender hinanden. Folk trykker hinanden i hænderne, giver knus og snakker lystigt. Ingen går tavse ind og skynder sig på plads som til de gudstjenester jeg kender. Nogle af gæsterne har sat sig andre steder end på de opstillede stole, hvor der er plads. Enkelte på gulvet. Igen virker dette naturligt og velkomment at gøre.

Pludselig lyder der sang. Koret står på balkonen i begge sider af kirken og synger ned til os. Meget smukt!

Overraskende personligt

Efter sangen starter præsten sin velkomst og tale. Ikke fra en talerstol. Nej han står og går nede iblandt os andre. Ser mig i øjnene, siger ”du” når han taler til os, og er personlig og nærværende. Han kommer ikke med så mange bibelcitater, som jeg er vant til fra folkekirken. Han snakker mere om livet, hverdagen, glæder, sorger, sårbarhed, angst, tro og tvivl, på en måde som vi alle kan relatere til.

I sin tale spiller han sig selv på banen. Snakker om sit eget liv med bekymringer, udfordringer, sjove episoder og oplevelser. Overraskende personligt, meget varmt og ærligt.

En præsts ellers til tider lidt højtidelige tale, oplever jeg her mere som en fortrolig fortælling fra ham til mig. Jeg oplever at hans ord binder os sammen, som mennesker, som gæster, denne søndag i kirken.

Børnene stimler sammen

Pludselig kalder han alle de børn der er i kirken til sig. Han sætter sig ned på gulvet mens børnene stimler sammen omkring ham. Ubesværet skaber han tillid mellem børnene og ham. Han genfortæller nogle enkelte ting fra Bibelen, stiller dem spørgsmål og får svar fra nysgerrige fokuserede børn. Jeg mærker her hans erfaring som familiefar mere end hans rolle som præst. Det hele virker så naturligt.

Kort efter kommer et par kvinder ind og tilbyder børnene at deltage i børnegudstjenesten. Det foregår på 2. sal i kirken, i et lokale der næsten minder om en hyggelig børnehave. Børnene følger meget naturligt med de to voksne ud af kirkerummet og gudstjenesten fortsætter.

Stilhed og jubel

Smukke sange, dygtige solister og følelsen af ægte nærhed, glæde og taknemmelighed dybt i mig. Lyset der pludselig dæmpes og erstattes af stearinlys blandt koret. Åndeløs stilhed hos os alle til ubeskriveligt smukke toner, understøttet af smukke fotos der toner frem på lærredet. Fantastiske energiudladninger fra et kor der trykker den af, som var det til en rockkoncert!

Efter sangene lukkes jublen ud. Der klappes og piftes fra publikum. Ingen tøver med at give udtryk for glæden. Jeg mærker at ingen blandt publikum er i tvivl om hvorvidt man må vise sin højlydte glæde og taknemmelighed her i denne kirke. Koret går ud blandt gæsterne og deler små kort ud med hjerter på.

”Du er værd at elske” står der på det kort jeg får.

Og imens vi rejser os op, tager hinanden i hænderne og afslutter gudstjenesten med at synge velsignelsen på en smuk melodi, så breder duften af kakao sig i kirken. Kaffe, the, kakao og småkager slutter af for en ret unik oplevelse. Mit billede af hvad en gudstjeneste kan være har ændret sig. Og jeg står tilbage med et lysende eksempel på hvad kirken kan præstere, hvis den er nærværende, personlig og tør lukke glæden ind for fulde sejl!”