Gospel, humor og bibelske ’historier’ i midten af Odense lægger søndag aften et alternativt bud på religion på bordet.
Reportage af Ghita Nidam Møller, Journaliststuderende
Den sorte Nike sneaker løfter sig bestemt fra gulvet. ’Dunk’ ryger den i gulvet. En lys hanekam drejer rundt, læberne strækker sig helt ud til ørerne, og øjnenes varme skyder gennem brilleglassene. Soulmusik fylder ørerne og skærer igennem luften. Den kvindelige dirigent byder velkommen til Metodistkirken Odenses gudstjeneste.
Frikirken har i Danmark oplevet et boom med nu 2.000 medlemmer. I 1999 var medlemstallet til sammenligning på 1.401. Ifølge Danmarks Statistik har Folkekirken modsat i 2016’s første kvartal med 10.300 udmeldelser aldrig oplevet lignende udvandring. Kirkernes grundlag er det samme: kristen protestantisme. Formidlingen splitter dem.
Søndagstrætte bagdele har nøje taget plads på alle salens stole. En projektor lyser baggrunden op i kølige, blå nuancer og danner et simpelt kors. Enkelte sidder med krydsede arme og skutter sig forlegent. I aften er den sorte, gulvlange kjole og den hvide, højtidelige krave skiftet ud. Præsten
Thomas Risagers mørke, skinnende jeans træder levende frem i ’scenens’ dæmpede lys. ”Velkommen til gudstjeneste – eller hvad man nu kalder det,” siger Risager, og armene flyver ud mod ’publikum’.
”Vi overrasker folk,” siger Risager. ”Desværre lever vi højt på folks negative oplevelser med skæld ud, fordømmelse og indforstået, selvhøjtideligt sprog”. Kirken ”er røvkedelig” og ”Gud er sur” er fordomme og erfaringer, Risager møder. ”Hvis vi skal være kirke for nogen, skal kirken tilpasse sig vores liv, som vi lever i dag”. Oplevelse, åbenhed og at give styrke er Risagers tre mål for kirken. ”Vi sætter bevidst tærsklen lavt. Vi vil ikke være fremmedgørende.”
At smække underholdning og kultur på som et stort mærkat for kirkens formidling, mener Risager dog er for ’fladt’: ”Åbenbaringen af Gud med dyb, dyb indre accept er ikke bare kultur.” Religionen behøver ikke være en dramatisk storm som ”Bodil”, fortsætter Risager. Den kan beskedent titte frem gennem musik.
Menighedsformand og gospelsanger Sine Åkerman synger med på samme sang: ”Man tolker på en anden måde end gennem tekster. Det er gennem krop og stemme.”
Pianistens fingre danser henover tangenterne. Helt nede fra maven lyder tonerne. Skuldrene i de lillabetrukne stole falder roligt tilbage. Øjenlågene hviler lige et øjeblik længere end ellers. En snavset Converse sko vipper roligt frem og tilbage. Salen er én stor svajende klapsalve.
”Jeg kommer for stemningen, ikke religionen,” siger en ung pige. Sådan lyder det fra flere. ”Musikken og stemningen var fantastisk. Det er dét, jeg kommer for,” medgiver en ældre kvinde. Gudstjenesten skal give tro, men ”ellers kan man bare være, og hvornår kan man ellers bare få lov til det,” siger Risager. Blikket spadserer gennem salen. ”Vi har svært ved, at tro betyder noget. Det skræmmer os”.
