bespisning

Vi samler ind til fejl- og underernærede småbørn i DR Congo

I Mulungwishi, og især i landsbyerne rundt omkring, findes der en hel del fejl- og underernærede småbørn. Bespisningsprojektet, vi vil samle ind til, gør en stor indsats for at hjælpe dem. Projektet er tilknyttet sundhedsklinikken og står under opsyn af den dygtige læge Dr. Alain. En erfaren kvinde, Mama Kayinda, er den daglige leder og får assistance både af personale fra sundhedsklinikken og fra kvinder fra kvindeskolen.

Hver onsdag bringer mødrene deres fejl- og underernærede småbørnene til centret, hvor de bliver vejet og målt. Børnene får næringsrig mad at spise og mødrene bliver undervist i, hvordan de skal ernære og pleje deres børn. Ofte får mødrene proteinrig mad til deres børn med hjem.

Behandling og forebyggelse

Hovedårsager til fejlernæring er fattigdom, manglende viden, fødsler med for kort mellemrum og sygdom.
Bespisningsprojektet har en lille afdeling på sundhedsklinikken, hvor børn i meget dårlig forfatning bliver indlagt og får hjælp til at overleve og at tage på i vægt. Desværre lykkes det ikke at redde alle børnene, nogle gange bringer mødrene dem alt for sent. Men de allerfleste får det bedre og kan udvikle sig til sunde og glade børn.

En anden gren af bespisningsprojektet er mere forebyggende, i det alle børn som går i børnehaven i Mulungwishi tre gange om ugen får en grød med soja og mælk. Den proteinrige mad hjælper dem i deres udvikling.

Solstrålehistorier

En solstrålehistorie er de to tvillingepiger Mutoni og Mazimba. De var to år gamle og vejede kun 7 kg da de kom til bespisningsprojektet. Begge to blev indlagt i omkring to måneder. Mazimba havde også brug for en navlebrokoperation, som Dr. Alain gennemførte. Uden hjælp ville de næppe have overlevet, men nu er de sunde og raske piger, og er lige begyndt i skolen.

Juleaften vil vi i metodistkirken samle ind til dette projekt. Bespisningsprojektet har brug for din hjælp for at fortsætte med at hjælpe de fejlernærede småbørn. Din gave bidrager til nye solstrålehistorier – vær med til at hjælpe de fejlernærede børn i Mulungwishi!

Husk, Ham vi fejrer fødselsdag for i julen sagde: Alt hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. (Matt. 25,40)

Du kan støtte bespisningsprojektet ved juleindsamlingen i din menighed eller ved at indbetale dit bidrag på missionsrådets konto: 9551 6130256307 – mrk. julekollekt

Kommentarer

Kommentarer