DEBATINDLÆG:
Dette er et indlæg skrevet af en af kirkens brugere.
Det er ikke nødvendigvis et udtryk for kirkens officielle holdning.
Af Niels Petersen
Må du elske dig selv?
Måske har du stillet dig selv det spørgsmål?
Vi kan med vores forstand og forhåbentlig også med vores erfaringer forstå, at vores mor og far elsker os. Vi mærker dybt i hjertet, at vi elsker vores børn. Vi ved, at vi elsker vores partner, og måske har vi endda, hvis vi er heldige, en god og tæt ven, som vi føler stor kærlighed til. Men hvad med os selv?
Er det virkelig i orden at holde så meget af sig selv, at man også elsker sig? ”Elske” er jo et virkeligt stort ord. Mon ikke du har lidt nemmere ved at acceptere det, hvis sætningen f.eks. i stedet lød: ”Jeg er ok” eller ”Jeg er god nok”..?
I kirkerne hører vi mange præster tale om taknemmelighed, kærligheden til Gud, ydmyghed i livet, og det bliver ofte fremhævet, hvor vigtigt det er at vise kærlighed, forståelse og omsorg for vores medmennesker. Men jeg synes, det er sjældent, at talen falder på vigtigheden af kærligheden til os selv. Man kunne opfatte budskabet som, at hvis blot du elsker Gud over alle, så er kærligheden til dig selv mindre vigtig. Jeg siger ikke, at det er den betydning, man skal lægge i præstens fortolkning af teksterne. Men hvis du bad mig besvare spørgsmålet i overskriften, så ville jeg svare ”JA! Det ikke bare må du, det er faktisk helt nødvendigt for selv at blive i stand til at elske andre uselvisk og helhjertet!
Så det er min påstand, at du ikke er i stand til at elske din næste og til at elske Gud af et rent hjerte, hvis du ikke elsker dig selv. Hvis der er noget om snakken, så må vi altså gerne være optaget af os selv. Men kan man være optaget af sig selv uden at være selvoptaget? Og er glæde ved sig selv det samme som at være selvglad? Disse bekymringer tror jeg ofte er medvirkende til, at vi holder os selv lidt tilbage, lægger en dæmper på glæden over os selv og i stedet flytter fokus og giver ros og opmærksomhed til vores omgivelser.
I Matthæusevangeliet (Matt 19,19 og Matt 22,39) står der: ”Du skal elske din næste som dig selv”.
Jeg går ud fra, at der her menes en uselvisk, rummelig, tilgivende kærlighed? Men er det typisk sådan, at vi elsker os selv? Nej vel. Den kærlighed, vi har allersværest ved at manifestere, er typisk kærligheden til os selv. Vores kærlighed til os selv har oftest en masse betingelser: ”Jeg elsker mig selv, hvis jeg hele tiden yder mit bedste, gør mit arbejde eksemplarisk, er en god far eller mor i alle situationer, er den perfekte partner etc. etc.
Med det i mente, så tænker jeg, at vores næste, der som før nævnt skal elskes, som vi elsker os selv, nok helst ville være fri for den slags kærlighed, hvis han kunne vælge..
Måske kender du et menneske, du oplever som empatisk, givende, uselvisk, rummende, tilgivende, ja elskeligt? Har du spekuleret over, hvordan det menneske kan have den udstråling? Mit eget bud på dette er, at denne udstråling kun kan skabes, når det menneske elsker sig selv af et ærligt hjerte og sind.
Det er min påstand og erfaring, at den selvkritik og i værste fald selvhad, som vi kan være fyldt med i vores sind og hjerte, vil afspejles i vores udstråling, dvs. den udstråling som vores medmennesker møder og fornemmer. Når vi møder sådan et menneske, vil vi kunne mærke, at der er noget galt. At der under den pæne overflade, det pæne familieliv og de morsomme og sofistikerede bemærkninger og holdninger, ligger noget, der ikke helt stemmer overens med det, vi fornemmer.
Vi tror nok, at vi kan skjule et selvhad, men det er kun et spørgsmål om tid, før end vores syn på os selv vil pible frem af sprækkerne, eller fornemmes i vores aura, om man vil.
Men heldigvis er det samme gældende, når vi elsker os selv. Når vi er tilfredse. Når vi erkender, at vi egentlig gør det ganske godt i det her til tider svære liv. Så vil denne glæde ved os selv på samme måde skabe glæde i vores omgivelser, og vi vil have meget nemmere ved at vise vores næste uselvisk kærlighed.
Så her får vi faktisk et helt konkret eksempel på, at hvis vi ønsker den samme hjertelige udstråling, som det menneske, der betager os med sin skønne udstråling, ja så ligger arbejdet ikke i alt det, vi gør udadtil, men derimod det vi gør indad, og det vi tænker om os selv.
I Johannes’ første brev (1Joh,4,6) står ordene ”Vi er af Gud..”. Dvs. skabt af Gud.
Hvis det er sandt, hvis vi er en del af Guds bevidsthed, hvad lyder så mest sandsynligt: At vi er skabt for gennem livet at gå med bøjet hoved, ydmyge i erkendelse af, at vi først og fremmest skal elske andre men ikke os selv? Eller at det er Guds vilje, at vi skal løfte vores hoved i glæde og begejstring over, at vi er helt perfekte, som vi er. At vi skal elske os selv betingelsesløst i erkendelse af, at det er den eneste måde, vi kan opfylde Guds bud om at elske vores næste, som vi elsker os selv?
Det er en svær opgave at elske sig selv. Men jeg tror, det er meningen, at vi skal bruge vores liv til at øve os på det igen og igen. 🙂
