Guds bedste børn

”En række ofre for radikale kristne prædikanter står frem og fortæller om overgreb, misbrug og udnyttelse i frikirker i Danmark” sådan præsenterer TV2 en dokumentar i tre afsnit, som fortæller om overgreb, misbrug og udnyttelse af børn, unge og voksne i danske frikirker.

 

Ikke frikirker men sekter

Når man ser udsendelsen, og kun den første er sendt indtil videre, viser det sig imidlertid, at det drejer sig om nogle få grupper, nemlig Evangelist, Faderhuset, Byens Kirke i Silkeborg og the Last Reformation, og at samtlige grupper bærer tydelige præg af at være sekter. Sekterne forventer alle ubetinget troskab, medlemmerne opfordres til at lægge afstand til ikke kristne inklusive familie, og gruppen hævder at besidde den sande lære i modsætning til andre kristne – dertil kommer, at der er en stærk karismatisk leder, som hævder at have direkte forbindelse til Gud og derfor heller ikke står til regnskab for andre mennesker.

 

Det er muligt, TV2 tror, det drejer sig om frikirker; men hverken Apostolsk Kirke, Baptistkirken, Frelsens Hær, Metodistkirken, Missionsforbundet, Pinsekirken eller de kirker som er tilsluttet Frikirkenet, abonnerer på den form for teologi, adfærd, kirke og ledelsesstruktur, som dokumentaren beskriver.

 

Når det er sagt, er jeg taknemmelig for, at TV2 ser kritisk på disse sekteriske grupperinger, for sagen er, at de skader mennesker med manipulerende fremgangsmåder og en autoritær teologi, der fastholder mennesker i et jerngreb af ”Guds vilje”, som lederen hævder at kende.

 

Ansvarlighed er vigtigt

Præster møder ofte mennesker, som er i sårbare situationer, og de kan have stor indflydelse i andre menneskers liv gennem samtaler, forkyndelse og bøn – det er et meget stort ansvar. Derfor har de fleste kirker et system, hvor der er tilsyn med præster og biskopper, så alle holdes ansvarlige i forhold til etik, lære, adfærd og forkyndelse. Tilsyn er dog ingen garanti, og det er procedurer, som skal hindre overgreb heller ikke – det kan gå galt i kirker, ligesom det kan gå galt andre steder i samfundet. Tilsynet indebærer imidlertid, at der kan blive grebet ind, hvis der er indikationer på, at noget er galt, og at præster vil blive holdt ansvarlige.

 

Dåb og dæmoner

I den første udsendelse var det især bevægelsen the Last Reformation med lederen Torben Søndergaard, der var i fokus. Torben Søndergaard fremstod oprigtig i sine svar, samtidig fremgik det tydeligt af hans svar og af interviews med forskellige medlemmer og deltagere, at the Last Reformation har åbenbare sekteriske præg. Der var en del meget intense dåbsscener, hvor det virkede som om voldsomme dæmon uddrivelser var en fast bestanddel.
Selvom Folkekirken også ved barnedåb indleder den apostolske trosbekendelse med forsagelsen ”Jeg forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen”, hvilket nogle vil tolke som en forsigtig eksorcisme, praktiserer ingen kirker i Danmark noget, der bare minder om en dåb i the Last Reformation.

 

 

Det er op til os

Det bliver interessant at følge de kommende to udsendelser. Selvom medlemmer af frikirkerne kan opleve, at TV2 maler så bredt med den brede pensel, at seerne tror, at alle frikirker agerer som the Last Reformation eller Faderhuset, så er der ingen grund til at fortvivle. Det vigtige er, at mennesker bliver advaret mod manipulerende og farlige grupper.

Vi ved, at overgreb, misbrug og udnyttelse bestemt ikke er almindeligt i danske frikirker. Og så er det op til os at være gode og sunde kirke fællesskaber med plads til forskellighed, hvor mennesker erfarer kærlighed, godhed og helhed i livet, og hvor de kan komme i forbindelse med Gud uden manipulation eller tvang.

 

Christian Alsted

biskop

Kommentarer

Kommentarer