Skrevet af Anders Flink:
Vi vidste det jo godt!
Selv om vi var drømmere, grebet af stemningen, da vi besluttede det – ja, måske endda under indflydelse af pinseånden – så vidste vi det vel godt?
At et vandværk med vandposter rundt omkring i en støvet landsby i Congo ville forbedre levevilkårene for alle i landsbyen og særligt for kvinder og børn.
Men da det hele startede med, at Laila Hørby fra Metodistkirkens Missionsråd ringede til mig i efteråret 2002 og spurgte, om jeg ville se på elforsyningen på missionsstationen i Mulungwishi, tror jeg ikke, at nogen vidste, hvad det hele ville føre til. Dan Butho havde besøgt Claus og Béatrice i nogle uger i Mulungwishi. Da han kom hjem, fortalte han om kabler, sikringer og kontakter, som ikke var et nedbrændt hønsehus værdigt, og som var at finde på hele missionsstationen, der husede 1.000 mennesker i løbet af skoleåret. Det så sløjt ud.
Vi vidste, at det kun kunne blive bedre, uanset hvad der blev gjort ved elforsyningen. Men vi vidste hverken hvem, hvad eller hvordan, det skulle gøres. En ting er at trække et par kabler fra den ene ende af et parcelhus til den anden her i Danmark. Noget andet er at skaffe 5 km kabel, der er tykkere end en god medisterpølse, og få det gravet 75 cm ned i lerjord så hård som mursten.
De 20 danskere, som i løbet af 5 uger i sommeren 2003 arbejdede hårdt skulder ved skulder med vores congolesiske venner, og som hver aften måtte nøjes med 10 l. lunt vand til at vaske sig i efter en varm dag med masser af rødt støv, tog alle hjem med en tanke i hovedet: Der er brug for mere vand på missionsstationen i Mulungwishi.
Vand til missionsstationen
Således gik det til, at Missionsrådet hjemme i Danmark besluttede at gøre noget ved vandforsyningen til alle lærere, præster, professorer og alle de studerende på missionsstationen i juni 2006. Beslutningen blev truffet uden at have pengene eller vide, om de ville komme fra DMR-U (Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling); uden at vide, hvordan materialerne kunne skaffes eller komme frem. Beslutningen beroede på håb og overbevisning om, at det skulle lykkes at komme i mål. Efter mange anstrengelser kom pengene, og efter endnu flere anstrengelser kom materialerne med lastbil fra Zambia og med kuffert fra Danmark. Det samme gjorde de 24 danskere, heraf flere børn, og dobbelt så mange congolesere, som arbejdede hele dagen, nogle gange helt til solnedgang, for at få vand i tanke, rør og vandhaner.
Ud af komfortzonen
Nu begyndte landsbyerne rundt om at få nys om, hvad der skete på missionsstationen. Og inden vi rejste hjem, kom en lille gruppe mænd og kvinder fra den nærmeste landsby Mununu og bad om et møde med os. I tusmørket foran gæstehuset, vi boede i, sad vi på faldefærdige stole og lyttede til Baba Kafusha, som forklarede, hvor håbløs deres vandsituation var. Flere fra vores gruppe gik en tur til deres landsby og så brønde med vand, vi end ikke ville vaske sokker i herhjemme. Vi sagde, at vi intet kunne gøre for dem, men at vi havde hørt, hvad de havde sagt. Vi kunne ikke engang give dem et håb om bedre tider.
Halvandet år senere i 2007 var vi en gruppe sammen på en Willow Creek konference. Efter at have hørt et fantastisk indlæg om at komme ud af ”the comfort zone” (den sikre og komfortable zone) og tage fat på troens og livets eventyr, traf vi i et euforisk øjeblik en beslutning om at lave vand i landsbyen Mununu. Endnu engang vidste vi intet om penge, personlige ressourcer eller om mulighederne i landsbyen. Det eneste vi vidste var, at rent drikkevand ville gøre en forskel for indbyggerne.
Rent vand til 20.000 mennesker
Nu er der gået 6½ år, siden vi lavede vandforsyning i den første landsby. Siden da har vi fået lov at lave vandforsyninger i to andre landsbyer omkring missionsstationen, og vi har i alt brugt 2,2 millioner kroner på rent drikkevand til 20.000 mennesker, heraf har vi modtaget ca. 750.000 kr. fra Danidas ”Small Project Funding” via DMR-U og ca. 600.000 kr. fra Metodistkirken i Lubbock Texas.
Da vi begyndte, vidste vi ikke, at alle vandværk i dag ville blive passet i hverdagen af et lille tappert team under ledelse af congolesiske Tata og Jacques. Den sidste større reparation, de har udført i 2015, var udskiftning af en komplet pumpestyring, som var blevet ramt så kraftigt af lynet, at alle delene enten var brændt eller sprunget i luften. Missionsrådet i Danmark har i første omgang betalt for denne styringer, og den lokale vandkomité afdrager lidt hver måned. Pengene fra afdragene lægges i en kasse på et kontor på missionsstationen og kan senere bruges til at købe reservedel for.
Hvad vi ved nu
Det var ikke meget, vi vidste om alt dette, da vi begyndte at håbe og drømme. Vi vidste ikke, at én vandhane ville blive til mange, at nye bekendtskaber ville bringe nye projekter med sig, og at mennesker, som først intet kendte til Mulungwishi, senere skulle bidrage med viden, hjælp, penge – ja, endda drømme med!
Nu ved vi, at mere end 20.000 mennesker kan drikke rent vand hver dag, og at alle landsbybeboerne i og omkring Mulungwishi har erfaret, at færre blive syge, og at færre dør. Det gælder især blandt børnene. Og mange i landsbyerne udtrykker, at de har fået et nyt håb og en tro på en bedre fremtid.
Vi vidste godt, at det var en stor og tidskrævende opgave at bore brønde, lægge rør, bygge vandtårne og få elektrisk strøm fra jernbanen. Vi vidste også godt, at drikkevandet ville blive bedre, hvis vi tog opgaven på os. Hvad vi ikke vidste var, at det ville tænde nyt håb for så mange mennesker i Mulungwishi og for så mange af os her i Danmark.
Vil du hjælpe?
NB. Der er stadigvæk brug for dit bidrag til den smule løn, der går til vedligeholdelsesteamet. Det er et årligt budget på knapt 20.000 kr. Og kommer du med 600.000 kr., så laver vi en vandforsyning mere!
