“I har hørt, at der er sagt: ““Du skal elske din næste og hade din fjende.” Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer””[1]
Sådan sagde Jesus. Måske er det nogle af de ord, han sagde, som de fleste af os faktisk kan huske.
Elske min næste. Jo jo, det er nemt nok. Vi elsker jo alle sammen vores familie og venner. Men det bliver mere krævende end det. Jesus taler mere om dette i bl.a. lignelsen om den barmhjertige samaritaner.[2]
Jesus sagde, at folket skal bede for dem, som forfølger dem. For dem, der hørte dette, lød det som det glade vanvid. Landet var besat af romerne, som var ualmindeligt brutale. Det kan ikke være rigtigt, men det var netop ind i den situation, Jesus sagde: “Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer.”
I lyset af weekendens angreb mod et debatmøde i Krudttønden og mod den jødiske synagoge, bliver Jesu ord aktuelle igen.
“Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer”
Jeg ved, at dette er provokerende, og det er helt vildt radikalt. Man har jo lyst til at slå tilbage. Men på hvem?
Jesus sagde også: “I har hørt, at der er sagt: ““Øje for øje og tand for tand.”Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til.”[3]
Jeg tror, det er noget af den radikalitet, som fik folket til at vende sig mod Jesus. Og jeg kan godt forstå, at det lyder vanvittigt ind i den situation, som de var i, og som vi måske er i ovenpå weekendens skyderier. Men det er noget af det, som selv i vores tid, giver Jesus gennemslagskraft og mening.
Folk samles og mindes de døde. Vi føler alle afmagten og frygten nager. Vi glæder os over, at Politiet lykkedes med at standse gerningsmanden. Men nu er det tid til at tænke over, hvordan vi skal reagere.
Staten, Politiet, PET og andre myndigheder træffer naturligvis alle mulige foranstaltninger, og må de have held til at standse dem, som er helt uden for rækkevidde. Det må man være, hvis man begynder at skyde på uskyldige mennesker.
Reaktionen, som virkelig betyder noget, og som siger noget om, hvem vi er som mennesker, er den reaktion som kommer fra dig og mig i vores hverdag.
Jeg tror, Jesus har ret, når han beder os om at elske vores fjender og bede for dem, som forfølger os.
De sidste mange års krig mod terror, har ikke bragt os nærmere en fredelig hverdag. Truslen er kun vokset. Øje for øje, tand for tand, er ikke et fyldestgørende svar.
Der er magt i, at vende den anden kind til. Der er magt i at elske sine fjender og bede for dem, der forfølger os, men det kræver styrke og nåde. Dette kommer fra Gud. Nåde i form af ufortjent forvandlende kærlighed, og det er det, som jesus taler om. Kærlighed, som kan forandre verden.
Tænk engang, hvordan verden ville se ud, hvis alle, som kalder sig kristne, afstod fra hævntørst og gengældelse og fandt modet til vende den anden kind til og tilgive.
Det er ikke det samme som at give op og acceptere. For selvfølgelig må vi tage afstand fra vold og fanatisme og lade myndighederne bekæmpe enhver fanatiker, som griber til våben mod uskyldige mennesker.
Vejen frem er mere åbenhed, mere demokrati, mere kærlighed, mere dialog, mere accept. Dette begynder med dig og mig.
Provokerende, ja!
Svært, ja!
Men det er det stærkeste budskab om Guds kærlighed, som findes. Størst af alt er kærligheden.
Thomas Risager
Præst i Odense Metodistkirke
[1] Matt 5,43-44
[2] Lukas 10, 25-37
[3] Matt 5, 38-39