Vision 2020

Af Thomas Risager

Vision 2020 peger fremad mod den drøm om fremtiden, som vi tror Gud har for Metodistkirken i Odense. Visionen skulle gerne styre og lede alle vore beslutninger og handlinger som kirke. Derfor vil jeg i den kommende tid skrive lidt om den.

Mission og Vision

Vores mission derimod er selve vores eksistensberettigelse.  Missionen er, kan man sige, selve meningen med vores liv som kirke. Den siger: KLART BUD­SKAB OM GUDS KÆRLIGHED. Dette er den overordnede overskrift for vores kirke og alt, hvad vi gør.

Visionen er i overensstemmelse med missionen, men den er mere konkret og målbar frem mod 2020. Jeg vil gerne opfordre dig til at læse kirkens vision, og lade dig inspirere og provokere – det sidste gerne til handling.

Kirken som væksthus

Vi omtaler i visionen kirken her i Alexandragade som et væksthus. Vi siger helt præcis:  “Vores kirke er et væksthus. Vi vokser, udvikler os og gør en meningsfuld forskel i menneskers liv.”

Vi siger her, hvilket slags hus kirken er, men også noget om, hvad det gør ved os at komme i huset. Kirken er et væksthus. Det er ikke det samme som et drivhus. I et drivhus står planterne hele deres liv, men i et væksthus plejes de, gødes de, vokser de med henblik på at blive sat ud og bære frugt. Sådan drømmer vi om, at vores kirke skal være – et væksthus.

Her kan vi komme som de mennesker, vi er. Vi behøver ikke at gøre os hverken bedre eller værre end vi er. Vi kan være os selv. Forskelligheden er en styrke. I vores væksthus siger vi: “Kom som du er!” Men vi forventer faktisk ikke, at du forlader huset, som du er. Det handler ikke om, at du skal tvinges til at blive en anden. Men her sker der bare det, at vi vokser og udvikler os.

I Metodistkirken kalder vi denne udvikling for helliggørelse. Det er ikke noget, som vi går og måler på hinanden. Vi bruger det ikke til at påstå, at nogen er mere troende end andre. Her mener vi, at når vi kommer ind i væksthuset, så er vi åbne for, at Gud kan elske os med sin ubetingede kærlighed. Det gør selvfølgelig noget ved os, at vi erfarer denne kærlighed – dels direkte fra Gud, men også i fællesskabet i kirken. Når vi elskes betingelsesløst, er en af frugterne, at vi selv bliver i stand til at elske vores næste.

I Bibelens Første Johannesbrev står der:
Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden.
(1. Joh. 4,11)

Guds kærlighed er først: “Vi elsker, fordi han elskede os først!” (1. Joh 4, 19). Den kærlighed forvandler os, når vi er i væksthuset. Den får os til at vokse og udvikle os. Samtidig udfordrer den og os også til, med missionsbefalingen (Matt 28, 18-20) i baghovedet, at forlade væksthuset og gå ud i verden og give den kærlighed, som vi har fået for intet, videre. For kun på den måde kan vi være et klart budskab om Guds kærlighed og gøre en meningsfuld forskel i menneskers liv.

Du er velkommen i væksthuset!

Kommentarer

Kommentarer